Ugens anmelder

Ugens anmelder er Stine Grabas

Af Redaktionen

Stine Grabas anmelder "Tyveri" af Abdulrazak Gurnah

Stine Grabas er afdelingsleder på Vordingborg Bibliotekerne og læser i sin fritid mange forskellige genrer, der oplyser, underholder, fascinerer og overrasker. Romaner, hvor man kan blive klogere på andre og ikke mindst sig selv.

""

Abdulrazak Gurnah, nobelpristager i litteratur fra 2021, er en mester i at skrive om det, der sker under overfladen – mellem mennesker, i samfund i forandring og i det stille opgør med arv, magt og identitet. 'Tyveri' er en af hans mere stille, men dybt resonante romaner, hvor det store drama ligger gemt i det små.

Fortællingen foregår i Tanzania omkring årtusindeskiftet og følger de tre unge Karim, Fauzia og Badar, der alle forsøger at finde deres vej i en tid, hvor både teknologi, uddannelse og turisme skaber nye muligheder og nye faldgruber.

Karim er ambitiøs og veluddannet, Fauzia søger frihed fra en overbeskyttende opvækst, og Badar kæmper for at finde fodfæste i en verden, der ikke nødvendigvis vil ham det godt.
De bor under samme tag i starten, men deres veje og forståelser af kærlighed, ære og ansvar driver dem langsomt fra hinanden.

Romanen er ikke drevet af en spændingskurve, men af karakteropbygning og livsnære dilemmaer. Der er ingen decideret skurk, og netop det gør det hele så menneskeligt. Gurnah formår at skabe sympati for dem, der svigter og minder os om, at livet sjældent er sort-hvidt.

En af styrkerne ved 'Tyveri', og Gurnahs forfatterskab generelt, er indblikket i østafrikansk liv og kultur. Det er berigende at læse litteratur, der ikke tager udgangspunkt i det vestlige verdensbillede. Gurnah skriver med indlevelse og respekt om en kulturarv, der både er præget af kolonialhistorie og nutidig globalisering.
Man mærker det i sproget, i skildringerne af dagliglivet, og i de konflikter, der føles både fremmede og genkendelige på samme tid.

'Tyveri' flyder i et roligt tempo, og nogle vil måske opleve, at det tager tid at komme ind i romanen. Men den tålmodige læser bliver belønnet, især i sidste del, hvor historien tager form som et intenst kærlighedsdrama og karakterernes indre liv for alvor blomstrer.

Gurnahs styrke er at skrive fortællinger, man ikke bliver færdig med, selv når sidste side er vendt. 'Tyveri' er en smuk, eftertænksom og sprogligt sikker roman, som ikke larmer; men bliver hængende længe efter. Guhnah har tidligere udgivet 'Ved havet', som foregår i 1960’ernes Zanzibar om samfund, levevilkår og kulturer, fortalt gennem en ældre mand, der søger asyl i England. Den kan bestemt også anbefales.