Ugens anmelder

Ugens anmelder er Merete Stockfleth

Af Redaktionen

""
Ugens anmelder

Merete anmelder "Te til Ånderne"

Merete er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne og du møder hende ofte på Lundby eller Vordingborg Bibliotek, hvor hun bl.a. har ansvaret for indkøb af vores musik og spil til voksne. Merete læser mange bøger, så du er velkommen til at spørge om skønt læsestof. 

Er du vild med magisk realisme, vil "Te til ånderne" af Chris Vuklisevic være en anderledes og mindeværdig læseoplevelse - en historie, hvor det overnaturlige flettes ind i hverdagen i en fantasifuld fortælling om ånder og hekse, mødre og døtre og de dybe spor, et liv uden omsorg sætter.

Vi følger tvillingesøstrene Félicité og Agonie, der ikke har haft kontakt i tredive år. Den ene jager spøgelser, den anden er heks, og deres genforening sker, da deres mor dør brat og efterlader flere ubesvarede spørgsmål. Søstrenes søgen fører dem fra Nice til Spanien og fra Alperne til Provence, gennem møder med bedsteforældres ånder og de mange liv, deres mor levede.

Fortællingen er fyldt med hemmeligheder, kærlighed og had, og sproget er poetisk, malerisk og eventyrligt. "Te til ånderne" er en bog for læsere, der tør give sig hen til det mærkværdige og det magiske – og som belønnes med en smuk, sær og fantastisk læseoplevelse.

Chris Vuklisevic ( født i1992) er fransk forfatter. Hun skriver i genrerne fantasy, magisk realisme og romantik og udgiver også bøger under pseudonymet Ada Vivalda. "Te til ånderne" har vundet Le Grand Prix de l’imaginaire for bedste franske roman 2024.

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk