Ugens anmelder er Eva Themsen
Af Redaktionen
Eva anmelder 'Snydt ud af næsen'
Eva er bibliotekar på Vordingborg Bibliotekerne, som du oftest møder på Vordingborg Bibliotek. Hun læser mange forskellige genrer, men gerne det der rører os. Eva kan altid anbefale en skøn roman, uanset om du er til kærlighed, drama eller noget helt andet.

Jeg er ikke den store novellelæser, men blev alligevel fristet af Thomas Korsgaards novellesamling ”Snydt ud af næsen”.
Mange kender sikkert Korsgård fra bøgerne om Tue, hvor den første hedder ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, men efterfølgende er blandt andet kommet denne bog.
”Snydt ud af næsen” lægger sig tæt op ad tonen og stemningen i trilogien om Tue. De 16 noveller i bogen foregår ligeledes i det jyske.
Centrum er det lille samfund ude på landet, hvor alle kender hinanden på godt og ondt, og det er langt fra kønt alt sammen. Novellerne er skrevet på den særlige afdæmpede Korsgård måde, som i høj grad bidrager til at formidle budskabet og sætte historierne i relief.
Der er langt imellem samfundets top og bund, og det er de nederste i hierarkiet, der er omdrejningspunkt for novellerne. Det er både børn og voksne, der er kommet i klemme i samfundsmaskineriet.
Der er enkelte gennemgående personer i novellesamlingen, og her tænker jeg især på klovbeskærer Åge Jørgensen og hans søn Kevin. Far Jørgensen har været involveret i en tragisk ulykke, og er lagt for had af og i hele byen. Det går desværre også ud over sønnen.
En episode fortæller hjerteskærende, hvordan den stakkels dreng sælger mærker for ”Børns Vilkår”. Her taler vi om en dreng, der i højeste grad selv har brug for hjælp. Han står ved entredøren som en anden ”Lille pige med svovlstikkerne” og kigger ind i det forjættede land. Det er ganske forfærdeligt, men samtidig så godt og rørende beskrevet.
Andre noveller handler om drengen, hvor ingen vil komme til hans fødselsdag - Landmanden som er blevet snydt af banken og den begærlige nabo i en jordhandel – Drengen der tror, at familien har vundet i julelotteriet, og så er det Kongens foged, der banker på. Det er grumme skæbner, og det er især de gribende historier, hvor børnene kommer i klemme, der går rent ind hos mig som læser.
Det er virkelig fatalt, når de voksne ikke kan tage vare på tilværelsen for hverken dem selv eller deres nærmeste.
Nu lyder alt dette måske ganske forfærdeligt, og det er det jo også et stykke af vejen.
Alligevel siger jeg ”Læs bogen” – men sørg for at have et lommetørklæde i nærheden, så du kan fælde en tåre.
Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk