Anmeldelse af ”Berlin Brænder - Historien om fire danskere, som oplevede Det Tredje Riges undergang, mens de med livet som indsats skrev verdenshistorie” af Tom Buk-Swienty

Da jeg første gang stødte på Tom Buk-Swientys forfatterskab, var det med bogen ”Slagtebænk Dybbøl”. 

Jeg skulle have et foredrag om skæbneslaget i 1864, og det var min motivation for at læse den. Flanker og kolonner lå ikke lige for, men til min egen overraskelse greb den mig fra første side. 

For Buk-Swienty formår at levendegøre sine hovedpersoner – og det gælder også her med ”Berlin Brænder”. 

Blikket er rettet mod Berlin, særlig den sidste tid af 2. Verdenskrig. Og hvis man gik og troede, at berlinerne var forholdsvist forskånet for krigens gru og rædsler, så bliver man da klogere her.  

Bogens hovedpersoner er danske udstationerede diplomater og journalister, som indlogeres i byen, der i starten af krigen, på overfladen, befinder sig i en tilstand af eufori. 

Hitler rider på en bølge af succes med kapitulation i det meste af det vestlige Europa. 

Jødeforfølgelser og spontan vold fra magthaverne har man for længst stiltiende accepteret. 

Men da Hitler beslutter at invadere Sovjetunionen, begynder de første tegn på krig for alvor at vise sig på hjemmefronten. For det gik jo, som bekendt, ikke så godt for Tyskland. Og med konsekvenserne af dét, begynder håbløsheden at indfinde sig. 

Vi får de danske hovedpersoners perspektiv på dagligdagen i storbyen. Selvom de også lider afsavn i kaos, så har de jo hele tiden deres hjemland, flødeskumsfronten, at trække sig tilbage til. 

De har også mulighed for at få tilsendt mad og andre fornødenheder. De er dermed delvist forskånet for de allerværste konsekvenser af rationering og knaphed på alt fra smør til fjer (til dyner).

Journalisterne og diplomaternes beskrivelser af sult, natlige bombeangreb, brændende fosfor, ødelagte bydele og kaosset, bliver meget virkelige for læseren. 

Men også fortællingerne om alt det ”normale” i krigstid er levende fortalt her. 

Hvordan forholder man sig til, at der er luftalarm hver nat, og man har 10 minutter fra sirenen lyder, til man skal befinde sig i beskyttelsesrum? Den ene journalist beretter om, at han sover med tøj på, men det bliver for ubekvemt. Løsningen bliver, at tøjet ligger klar på gulvet, så det er lige til at hoppe i – snørebåndet er ikke bundet, så skoene er lige til at hoppe i, strømperne sover han med på. 

Det er måske ikke så vigtige detaljer, men det gør historien meget virkelig.

Én fortæller om det han ser på sin vej tilbage efter et luftangreb; Zoologisk Have, der står i flammer og små børn, der ikke kan finde deres forældre. Det er meget svært ikke at blive berørt som læser.

”Berlin Brænder” er ikke kun historiefortælling om danskere, der udfører deres job i ragnarok.

Det er også en fortælling om et samfund, der red højt på en bølge af heltedyrkelse og overherrefornemmelser, der lod sig lokke af en kultleder til at begå eller lukke øjnene for de mest ondskabsfulde forbrydelser.

En befolkning, som nu i løbet af krigen, selv kommer til at mærke grusomhederne, efterhånden som bastionerne falder, og samfundet ramler med bulder og brag – bomber og brand - bogstaveligt talt, ned om ørerne på dem. 

Beskrivelsen af apatiske, sultende og desillusionerede tyskere er beskrevet, så det gør helt ondt.

Jeg var, inden læsningen, ikke i tvivl om, at det heller ikke har været sjovt at være almindelig tysker i Berlin, særlig ikke i de sidste måneder, inden russerne indtog byen, men her får man for alvor øjnene op for rædslerne og de dagligdagsproblemer, man stod over for. 

”Berlin Brænder” er et imponerende værk, men den kan også til tider være lidt vanskelig at have overblik over. Der er rigtig mange navne at holde styr på, og her hjælper et vist kendskab til aktørerne en del, men ikke alle er jo kendte historiske figurer.

Men kan man ellers holde tungen lige i munden, så er den en læseoplevelse, der brænder sig fast og som i hvert fald gav mig et indblik i en verden, som jeg nok har læst om, men ikke i samme omfang forstået. 

Tom Buk-Swienty er en af de bedste historieformidlere vi har herhjemme efter min beskedne mening. Og jeg glæder mig VIRKELIG meget til fortsættelsen!

Når du har været ude og stemme til Kommunalvalg tirsdag d. 18. november, så kan du lægge vejen forbi Vordingborg Bibliotek kl. 19.00 og høre Tom Buk-Swienty fortælle om arbejdet med bogen, hans research og overvejelser. Der er stadig lidt billetter tilbage, men skynd dig, han plejer at tale for fulde huse!

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk