Ugens anmelder

Ugens anmelder er Louise

Af Redaktionen

Ugens anmelder

Louise anmelder Hyggelige kalender-historier til jul

Louise er bibliotekar. Spørg hende endelig til råds, hvis du mangler oplæsningslitteratur til hyggestunder med barn eller barnebarn

""

Falder december måned lang for de særligt juletrængende, så tæl ned til den store aften med en julehistorie i 24 kapitler. Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen har skrevet et par sjove og hyggelige kalenderbøger om en flok drillenisser og deres anstrengelser for at nå helskindet frem til juleaften – perfekte til højtlæsning i december. 

I ’Det store nisseshow’ forsøger de tre drillenisser Theo, Sifus og Selma at redde julen ved at deltage i nissekonkurrencen, der sendes live på Nisse-tv hvert år op til jul. Efter Drillebo på mystisk vis blev oversvømmet, må nisserne samle penge sammen til genopbygningen af deres hjem og satse alt på at vinde konkurrencen. Udover pengene består hovedpræmien af den store ære at blive julemandens hjælpere, når gaverne skal bringes ud juleaften. 

Nisserne fra de andre nissebyer; designnisserne, madnisserne, snenisserne og byggenisserne stiller op i konkurrencen mod drillenisserne, men der opstår mistanke om snyd og sabotage undervejs, og de tre gæve nisser og den udsendte dommer fra Drillebo, Ferdinand Fupskæg anklages for at forpurre konkurrencen for på uærlig vis at sikre Drillebo sejren. Oddsene er imod drillenisserne, når deres togvogn afspores på vej til Nisse City, og deres uskyld afhænger af rensdyrenes vidneudsagn. 

Drillenisserne kommer også for alvor i problemer i kalenderhistorien ’Flugten fra nissefængslet’, hvor nissebørnene Safira og Sikurd bliver anklaget for at planlægge et attentat på selveste julemanden. Og mens de sidder bag tremmer i nissefængslet og må kæmpe for at bevise deres uskyld, går den sande skurk stadig frit omkring. Med hjælp fra de nye nissevenner i fængslet bestemmer Safira og Sikurd sig for at bryde ud af fængslet for at redde julemanden. 

Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen, der også står bag kalenderbogen ’Jul i den magiske luftballon’ har her skrevet to sjove og spændende julebøger om nisserne fra Drillebo. Bøgerne fungerer fint til højtlæsning for de ca. 6-12 årige, og de voksne er også godt underholdt ved de herlige påfund, som drillenisserne hitter på. Bøgerne er illustreret med sjove, sprælske tegninger udført af henholdsvis Kim Dalsgaard og Angelina Inigo.  

Med de 24 kapitler er der en hyggelig historie til hver dag frem til jul, og i mange familier er det en tradition at varme op til julen med en daglig kalenderhistorie i december måned. Det er hyggeligt for hele familien at læse julehistorier sammen, og de sjove og stemningsfulde kalenderbøger kan måske hjælpe med at gøre juleventetiden lidt kortere. 

Har du også lyst til at blive Ugens Anmelder, så skriv til bibliotekerne@vordingborg.dk